STEPPEULVEN GÅR I OPTAGELSE
Næste onsdag d. 2. oktober begynder optagelserne på Ole Christian Madsens nye storfilm, STEPPEULVEN, en film om det danske rockikon Eik Skaløe og hans store kærlighed til Iben Nagel Rasmussen.
Onsdag den 2. oktober starter Ole Christian Madsen optagelser på sin nye storfilm STEPPEULVEN – en rørende, intens og tragisk kærlighedshistorie om Steppeulvenes forsanger Eik Skaløe og dennes store kærlighed Iben Nagel Rasmussen. ”Itsi Bitsi” var Eiks kælenavn til Iben og samtidig et af de berømte numre på Steppeulvenes banebrydende LP ”Hip” fra 1967, et album der i dag betragtes som en milepæl i dansk musikhistorie.
Filmens handling udspænder sig fra 1962 til 1968 og foregår i Danmark, Frankrig, Spanien, Nordafrika, Grækenland, Irak, Nepal, Pakistan og Indien. Eik er beatnik og sammen med venner opsøger, afsøger og udfordrer han verden så insisterende, at han bliver et ikon for den gryende hippiebevægelse.
STEPPEULVEN er skrevet af Bo Hr. Hansen og Ole Christian Madsen. Filmen produceres som dansk-svensk co-produktion af Lars Bredo Rahbek for Nimbus Film.
STEPPEULVEN får biografpremiere den 15. januar 2015.