Henrik Ruben Genz i optagelse med ERNA I KRIG
D. 29. august går optagelserne i gang til Henrik Ruben Genz nye danske drama ERNA I KRIG med Trine Dyrholm i hovedrollen som Erna. Filmen er baseret på Erling Jepsens roman af samme navn.
1918. Erna er en kvinde forud for sin tid, som tilsidesætter alt og går gennem ild, vand og første verdenskrig for at beskytte sin søn Kalle (spillet af det unge talent Sylvester Byder).
På trods af at Kalle er blevet erklæret uegnet til krig, indkalder den gode landbetjent Meier (Ulrich Thomsen) ham alligevel til fronten. For at være tæt på Kalle bytter Erna identitet med en deserteret soldat og snart befinder hun sig i en ultramaskulin verden med kurs mod fronten. Her skal hun ikke bare stå ansigt til ansigt med fjenden, men også med sit livs første forelskelse, da hun møder Anton, smeden fra Jels (Anders W. Berthelsen).
Manuskriptet til filmen er skrevet af Bo Hr. Hansen og Henrik Ruben Genz, en duo, der senest har samarbejdet om GUD TALER UD (2017).
ERNA I KRIG skal optages i bl.a. Danmark, Belgien og Estland, og har en forventet premiere i september 2020. Filmen produceres af Birgitte Hald og Nynne Selin Eidnes, Nimbus Film, co-produces af Sébastien Delloye, ENTRE CHIEN ET LOUP (Be) and Esko Rips, NAFTA FILMS (Est), med støtte fra Det Danske Filminstitut, TV2 Danmark, FilmFyn, TV4, Estonian Film Institute, Tartu Film Fund, Belgian Film Institute, Wallimage og distribueres af Scanbox Entertainment.