SPARROWS GÅR I OPTAGELSE

Den islandske filminstruktør Rúnar Rúnarsson, der er uddannet fra Den Danske Filmskole, indleder optagelser til en ny spillefilm, “Sparrows”. Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte.

Rúnar Rúnarssons blev i 2011 inviteret til Directors’ Fortnight på Cannes Filmfestivalen med sin debutspillefilm “Volcano”, der gennem årene har vist flere af hans kortfilm. I juli går instruktøren i gang med optagelser i Island til spillefilmen “Sparrows”, der ligesom “Volcano” er støttet af Det Danske Filminstitut.

“Sparrows” udspiller sig i en melankolsk fiskerlandsby, midt i de dramatiske islandske vidder. Den 16-årige dreng Ari må modvilligt flytte hjem til sin far ved de afsidesliggende vestfjorde, da hans mor rejser væk på grund af sit arbejde. Ari har et kompliceret forhold til sin far, og hans barndomsvenner har forandret sig – især pigen Laura, som Ari forelsker sig i.

Rúnar Rúnarsson er uddannet på Den Danske Filmskole i 2009, og på den kommende film arbejder han sammen med flere af sine tidligere medstuderende: filmklipper Jacob Schulsinger, fotograf Sophia Olsson og producer Mikkel Jersin.

Rúnar Rúnarsson har selv skrevet manuskript, og Mikkel Jersin producerer for Nimbus film og Nimbus Iceland i co-produktion med Pegasus Pictures og MP Film med produktionsstøtte på 3,0 mio. kr. gennem konsulent-ordningen ved Kim Leona. Filmen støttes også af Det Islandske Filmcenter og Nordisk Film og TV Fond. Der er forventet premiere i maj 2015.

Nyhed fra dfi.dk